LIS KOHL

LIS KOHL 
- en kunstner i konstant udvikling

 

Kunstmaler Lis Kohl, Ebeltoft

Jeg bor i Ebeltoft på Djursland, hvor jeg også har atelier og galleri

Jeg er uddannet på Århus Kunstakademi og medlem af KunstGruppenDjurs

Oprindeligt stammer jeg fra Ny Mølle ved Århus, og har arbejdet som lærer med linjefag i billedkunst

De færdige værker

Jeg maler mest på lærred, hvor motiverne overvejende er fabulerende, men på det seneste har jeg også arbejdet med mere naturalistiske temaer.

Jeg indrammer altid mine billeder, da rammen er med til at færdiggøre et maleri.

Malerierne sælger jeg fra min hjemadresse og på udstillinger rundt om i landet.

Betonæbler

Jeg har også dekoreret seks betonæbler. De kan ses i byrummet i og omkring Ebeltoft, hvor jeg bor.

Illustrationer m.m.

Jeg har lavet illustrationer til 2 CD'er og til 6 bøger i serien: "Når Jorden hvisker sit navn".

Farver og motiv

Myldrende liv, fabulerende fortællinger, forandring og bevægelse - det er elementer i Lis Kohls malerier.

De ekspressive malerier er befolket med fugleagtige væsner, dyrelignende og naive menneskefigurer. Figurerne symboliserer både naturens kraft og menneskets sind, og de afspejler det liv, vi alle kender og er en del af - nemlig de følelser og relationer der er på spil mellem mennesker.

Farver er energi. Vi kan føle os opstemte, nedslidte, hidsige, søvnige, frysende eller varme. Og malerierne er de synlige spor, som manifesteres af den indre energiproces. Lis Kohls malerier har til tider stærke, klare og ofte dristige kulører, men hun gør også brug af den afstemte og nedtonede palet.

Arbejdsproces

Det hvide, tomme lærred - hvor begynder man?

I min barndom brugte vi børn fantasien til at drømme os hen, arbejde, udforske og afprøve alt i vores omgivelser. Med stor udholdenhed gik vi efter at bevise, at vi kunne skabe noget ud af ingenting. Den egenskab kommer mig til gode, stadigvæk! Nu i processen på det tomme, hvide lærred.

Paletten - jeg eksperimenterer:

Paletten som jeg beslutter mig for at anvende, inden jeg går i gang, er afhængig af mit humør. Jeg afsætter kulørerne på paletten og begynder at eksperimentere, nøjagtig som i min barndom: Man prøver sig frem, justerer op og ned på kompositionen, bygger intuitativt op med figurernes balance i forgrund, mellemgrund og med perspektiv, med komplementærfarver og med strøgenes bevægelse i billedet. Farverne afdæmpes eller forstærkes. Hele processen går ud og ind i hinanden undervejs.

Finurligheder- fra mit virkelige liv?

Er plottet en bestemt situation jeg har været i? En oplevelse jeg har svært ved at glemme eller forstå? Eller bare et drømmeunivers med uspecifikke skikkelser, der selv ved, hvad det handler om?

Fantasien – som budbringer fra det ubevidste?

Mit billedunivers er fyldt med finurligheder fra mit virkelige liv og kan ofte forklare mig årsagssammenhænge, jeg havde overset. Maleriet leverer svarret.

Sparrer med andre kunstnere

Jeg er medlem at KunstGruppenDjurs, bestående at 30 udøvende kunstnere på Djursland. Vi udstiller sammen i mindre hold, påvirker hinanden med input, erfaringer og gode råd. Et godt befordrende og inspirerende fællesskab.

Kunstmaler Lis Kohl i sit atelier på Djursland

Foto: Lis kohl arbejder i sit atelier med skitser, målestoksforhold og farveprøver forud for opstregningen på et stort betonæble. Det store æble er godt 1 meter højt og vejer 1500 Kg.

 

 

Galleri Lis Kohl - Bakkevej 15 - 8400 Ebeltoft - 61292010 - liskohl@mail.dk